Formanden har ordet!

09-05-2026

Hej derude

Efter en lang og kold vinteropstart, så har det gode vejr for alvor ramt os - og vi har fået sparket godt gang i turneringskampene.

Klubbens flagskib, 1. Senior, har fået en fantastisk start på foråret, hvor samtlige kampe er vundet.

Vores målsætning om at rykke op i serie 1 nærmer sig, og vi stoler blindt på at drengene fortsætter de flotte takter og gør arbejdet færdigt i de kommende uger.

Sideløbende er vi gået videre i pokalturneringen, hvor der venter os et lokalbrag mod Fremad Valby - den kamp glæder vi os til!

Vores 2. Senior har været ramt af noget spillerafgang henover vinteren, som gør at holdet er inde i en genopbygningsfase, hvor der arbejdes på at skabe et stærkt hold og fællesskab.

Resultatmæssigt har holdet fået en svær start på sæsonen, men vi må nok også forvente at denne halvsæson kan blive svær i serie-2.

Genopbygning løses ikke med et fingerknips - det tager tid at bygge et solidt fundament, så derfor har vi også et mere langsigtet fokus, der rækker længere end resultaterne på den korte bane.

Spillerne passer deres træning, arbejder hårdt og vil hinanden og klubben, hvilket er et rigtig godt udgangspunkt at arbejde udfra.

Vores damesenior-afdeling vokser og vokser, og tæller nu hele 36 spillere.

En fantastisk flot udvikling, som også gør at pigerne fra sommer har besluttet at spille 11-mands fodbold.

I dette forår spiller pigerne stadig 7-mands, hvor vi lagde sæsonen ud med to nederlag.

Men indenfor den sidste uges tid har pigerne hentet to 1-0 sejre og er kravlet op midt i tabellen.

Klubbens halvgamle drenge på oldboys er også placeret midt i tabellen.

De halvgamle drenge har været bedre til at prioritere kampene, så vi har haft større kontinuitet på holdet, hvilket er en rigtig god ting - både ift. det sportslige, men i ligeså høj grad ift. fællesskabet omkring holdet.

+60'erne fik sig en slem forskrækkelse, da Lange faldt om ved sidste træning inden første turneringskamp, som gjorde at vi valgte at trække holdet til første kamp.

(Der er vigtigere ting i livet end fodboldkampe.)

Det betød, at vi alle måtte rykke lidt tættere sammen i bussen ift. at hjælpes ad med at få løst de mange opgaver omkring holdet, som Lange plejer at varetage.

Her skal der fra bestyrelsens side lyde en kæmpe ros og tak til de mange på og omkring holdet, som har vist hvor meget vi kan, når der tages ansvar og man værner om sammenholdet og fællesskabet. Tak!

Det skal samtidig siges, at Lange har det godt - og slet ikke kan holde sig tilbage fra at involvere sig i holdet, og han kunne med stolthed overvære den efterfølgende kamp, hvor +60'erne spille fejende, flot fodbold og baskede FA 2000 med 5-0.

Generelt har klubben fået en rigtig god start på foråret, og vi glæder os til at følge alle holdene i de kommende kampe.

——————————————

Det er ikke kun på banerne, at der arbejdes hårdt.

I kulissen arbejder bestyrelsen hårdt for at skabe de bedst mulige forhold for klubbens medlemmer - godt hjulpet af klubbens mange uundværlige frivillige.

Uden trænere, ledere og frivillige, så ville der ikke være nogen klub!

Så husk lige at give dem en hjælpende hånd, når det er muligt - det kan eksempelvis være det praktiske omkring træning/kamp, sociale arrangementer eller sponsor-arbejdet, hvor jeres netværk kan være med til at skabe de sponsorkroner, som er en væsentlig del af klubbens samlede økonomi.

Når alle hjælper (stort som småt), så kan vi mere!

I bestyrelsen søger vi hele tiden at skabe fornyet udvikling - ikke kun ift. det sportslige, men også ift. det sociale, økonomiske, administrative i klubben.

De mange ting hænger uløseligt sammen, og vi skal formå at udvikle os, så vi ikke "bare overlever", men bliver større og stærkere med tiden.

Hvis en klub ikke er i udvikling, så er den i opløsning - og derfor søger vi hele tiden udviklingen på de forskellige parametre.

Derfor var det også en bét at Jonas Hansen trådte ud af bestyrelsen i vinters, da han i den grad har lagt et stort stykke arbejde i klubben - og løftet klubbens ageren og kommunikation på sociale medier fra det rene amatør-niveau til en mere professionel og gennemarbejdet tilgang.

Heldigvis har bestyrelsen henover det sidste halvandet år fået tilgang af stærke kræfter og kompetencer.

Kamilla har på fornemste vis fået skabt en stor og stærk damesenior-afdeling i klubben, og i bestyrelsen har Kamilla overtaget ansvaret for klubbens sociale medier og kommunikation udadtil, som hun løser aldeles fremragende.

I kulissen har Kamilla også udarbejdet en ny og forbedret hjemmeside, som I forhåbentlig snart vil kunne opleve.

Bestyrelsen er også blevet beriget med Mads Holst, som bl.a har nogle stærke kompetencer ift. søgning af fonde og legater, som vi er overbevist om vil kunne tilføre klubben nogle midler - som igen skal være med til at skabe den udvikling i klubben, som vi tilstræber.

Ind i bestyrelsesarbejdet har vi også inddraget vores suppleant, Trine Skjødt, som bidrager til og understøtter den enorme udvikling i damesenior-afdelingen - og samtidig er med til at forny og udvikle vores tankegang omkring hvordan vi tilgår sponsorarbejdet.

———————————————

På det økonomiske plan, så havde vi jo et rigtig godt 2025 - qua en flot og stærk indsats på mange områder.

Det ændrer ikke på, at vi måtte budgettere med et relativt stort underskud for 2026 (sat i worst case scenario).

Heldigvis så ser det på nuværende tidspunkt positivt ud - grundet godt og hårdt arbejde i kulisserne, omkring det sportslige samt en kommunal beslutning om banegebyrer.

Den sidste del først - banegebyrerne er bortfaldet, som betyder at vi ikke længere skal betale for hver eneste bane til træning og kamp.

Det påvirker naturligvis økonomien positivt.

Vi har tilsvarende oplevet en spillertilvækst, særligt på damesiden, som gør at vi i første halvår har haft en større indtjening end budgetteret.

Vi har ligeledes indgået aftale med Sparekassen Danmark om sponsorat til vores damesenior, som påvirker økonomien positivt.

De gode vinde betyder på ingen måde at vi er i mål, og kan læne os tilbage.

Til sommer udløber alle sponsorkontrakter for vores 1. Senior, og de næste 2 måneder skal vi genforhandle og forny kontrakter - samt finde nye sponsorer.

Nye sponsorer er ikke kun gældende for 1. Senior - men også til vores oldboys og +60, som pt. mangler sponsor.

I efteråret venter der os alle et stort og vigtigt arbejde med vores støtteaktier, som er en bærende indtægt i klubbens økonomi - det kræver en meget stor organisering og ikke mindst indsats fra klubbens medlemmer.

——————————————-

Sidst men ikke mindst, så også et par ord omkring det sociale liv i klubben.

Vores klub er båret af gode solide værdier som sammenhold og fællesskab.

Vi vil hinanden internt på holdene - men også på tværs af holdene.

Og vi samarbejder det bedste vi kan på tværs af klubben, som gør at der er altid er hjælp at trække på.

Holdene bakker hinanden op, hvilket bl.a ses til kampene, hvor både yngre/ældre & herrer/damer med jævne mellemrum ser hinandens kampe.

Særligt vores ældre er dygtige til at hygge sig i klubhuset.

Vores damer er gode til at lave store arrangementer i klubhuset med jævne mellemrum.

På herreseniorsiden kan vi godt forbedre og udvikle os ift. at få arrangeret nogle klubaftener i klubhuset - det arbejder vi ind i.

Vi ved af erfaring, at vi har nogle fantastiske og festlige sommerfester/afslutningsfester.

Heldigvis har vi en sommerfest lige om hjørnet, den 19. Juni.

Vi ser frem til en sjov og festlig aften, som igen skal være med til at bekræfte hvorfor vi lige præcis vælger at spille fodbold i Boldklubben Frederiksholm Sydhavnen.

Indtil da vil vi arbejde hårdt både på og udenfor banen - og så ses vi den 19. Juni, hvor vi runder foråret af på bedste vis.

Sportslig Hilsen

Formand

Kevin Juhl Jensen

Share